En nostalgisk skatkiste i København K​

Midt i Dronningens København, tværs mellem de to største indkøbsgader Strøget og Strædet, ligger Badstuestræde. Det var her byens borgere gik i badstue og fik deres månedlige bad, i en forgangen tid. Badstuen er for længst nedlagt, men gaden består, og her ligger vores skønne butik – en sand tidslomme.

Vi har forelsket os i en stil, som tilhører en tid, der var. Vi er ikke fanatiske, bare nostalgiske. Her må du komme, som du er, hvad enten du dyrker det fulde look eller bare sætter pris på detaljerne. Vi har valgt at fokusere på stilen i perioden fra 1910 – 1969, men der kan snige sig andet ind en sjælden gang imellem.

Så ligegyldigt om du leder efter et fuldt outfit, en særlig kjole, hatten til den næste fest eller brochen, der lige kan pifte dagen op, så hjælper vi gerne.

Og selv om vi har mest til damer, så har vi også fyldt kælderen med lækkert herretøj – både originalt og repro.

I kælderen under butikken har vi desuden vores nyeste stolthed; Vintage Styling Salon. Her kan man få sat hår og lagt make-up, hvis man en aften skal tiltrække ekstra meget opmærksomhed eller f.eks. står foran sit livs store begivenhed – sit bryllup!

Vi afholder desuden løbende kurser i hårteknikker og make-up. Billetter kan købes her på siden. Hvis du kan samle 6 personer afholder vi gerne et særligt kursus for dig og dine veninder. Skriv os en mail for yderligere information.​

Skulle du gå med en ide om et arrangement, som passer ind i vores univers, så hører vi gerne fra dig.

Vi håber, du vil kigge forbi Badstuestræde, når turen næste gang går til København.

Karen, indehaverske

Det har nok altid ligget i kortene, at Karen, indehaveren af A Touch of Vintage, skulle være selvstændig erhvervsdrivende. At det lige skulle være en vintagebutik er kommet lidt bag på hende.

Karens fascination af gammelt tøj begyndte i 2011 at influere hendes garderobe, langsomt, men sikkert, blev repro og genbrugsfund, i højere grad end nogensinde før, det foretrukne på bøjlerne.  I dag findes der ikke ret meget tøj i Karens garderobe, som ikke på en eller anden måde afspejler en forgangen tid.

Formålet med butikken, har fra starten været at skabe et sted, hvor ligesindede kan komme og dele sin begejstring. Et sted med rum til at føre en samtale, både om historiske interesseområder, men også om dagligdagens udfordringer og mysterier.

Det ligger desuden Karen meget på sinde, at kunderne føler sig velkomne, og hun har et ønske om at tage dem tilbage til en tid, hvor kundeservice ikke var noget man lærte på kurser og satte på formel, men var en naturlig del af interaktionen mellem mennesker. Her får man nemlig altid en ærlig mening, og købetvang findes ikke!

Tøjet i butikken, skal gerne være med til at understrege det menneske, der bærer det. Uanset køn, så har velsiddende klæder en finurlig evne til, at få folk til at rette ryggen. Og nuvel – tøjet i butikken er opsigtsvækkende, men som skiltet i baglokalet så fint hentyder: They laugh at me because I’m different, I smile at them because they are all the same!

Stefanie, ekspeditrice og vintage conniosseur

I det daglige passes butikken af Stefanie, som egentlig er uddannet informationsspecialist, men som til alles store glæde, endte med at blive ansat i A Touch of Vintage. Siden maj 2017 har det således været Stefanie, der har taget kærlig og kompetent hånd om butikkens kunder – også via de sociale medier.

Hendes viden om historisk mode rækker overmåde længere tilbage, end butikkens periode i fokus; 1920-1969. Det sker ofte, at samtalerne blandt os falder på små detaljer, i konstruktionen af historiske dragter. Men ud over en stor viden indenfor dette felt, er Stefanie også dygtig til at føre teknikkerne ud i livet, og kreer derfor en del af sin garderobe selv. Så når hun ikke er klædt i originale kjoler fra 1940’erne, 50’erne og 60’erne, så er det med garanti enten repro eller beklædning udført af egen hånd.

Hun kender også til det med, at folk kigger på hende og kommenterer på hendes påklædning. Det er vist et vilkår når man skiller sig ud fra mængden. Men ganske som resten af butikkens personale, så sætter hun en ære i det.

Hvis du spørger Karen, er Stefanie en af de bedste ting, der er sket for butikken. Håbet er, at hun er her længe endnu…

Gabrielle, frisørinde

Gabrielle troppede op i Badstuestræde umiddelbart efter åbningen af butikken. Hun var på jagt efter et job og klar på en udfordring! Dengang var det desværre ikke muligt at ansætte hende, men hun blev hurtigt en del af butikkens stamkunder.

I 2017 var hun, i en kort periode butikkens praktikant. Her nød alle godt af hendes søde og sjove opdateringer på Facebook, men i 2018 vendte hun så tilbage, denne gang i et selvstændigt ærinde. Hun åbnede nemlig, sammen med Karen, Danmarks første salon af sin slags – Vintage Styling Salon. Og så endda lige under butikken!

Her sættes der hår, lægges make-up og udføres manicure med gel-polish-lakken EvO2. Gabrielle er grundig og detaljeorienteret når hun arbejder med det, vi alle sammen værdsætter så højt – vores udtryk udadtil.

Hun er autodidakt, dog med specialkurser i bagagen, men hendes umådeligt store interesse for hår, make-up og skønhed skinner igennem. Man er i den grad i gode hænder!

Det historiske aspekt har altid haft hendes interesse, og således passer hun perfekt ind i vores butik og dens værdier.

Hver anden mandag kan man møde hende bag disken i butikken. Resten af tiden skal man booke tid i salonen, for at få fornøjelsen af den unge frøken.

Ida

Den senest ankomne i vores lille familie er Ida, vores helt egen norske fe, som passer butikken når ingen af os andre kan eller når vi har brug for ekstra hjælp.

Ida har samlet på vintage kjoler siden hun var teenager og har en helt magisk samling som man kan se lidt af hvis man følger hende på Instagram eller møder hende i butikken.