Vintage inspiration

Vintage inspiration

Hatte 1940-1950

Hatte 1940-1950

Hvis der er noget, der indikerer et vintage look, så er det i høj grad brugen af hovedbeklædning. Især hatte i alle afskygninger har en tendens til at skabe et meget tydeligt "vintage look".

Her i oktober 2021 var vi så heldige at tage en tur til England, og blandt andet besøge Marie og Robert hos Black Sheeps Antiques. Her fandt vi et flot udvalg af hatte fra slut 1930erne og frem til midt 1950erne, og kunne ikke lade være med at købe en stribe forskellige med hjem til jer.

Dermed var der også en oplagt mulighed for at fortælle lidt om hattemoden i denne periode. Jeg dykker lidt ned her og der, men dette er ikke en fuldstændig dækning, kun en lille hurtig gennemgang og introduktion til forskellige hattetyper.
 

Vi starter i 1920'erne, hvor hattemoden fra midt/slut 1920erne generelt var meget divers. Alt efter sæsonen variede hattens skygge i bredden, ligesom placeringen af hatten vandrer lidt frem og tilbage i panden.

Et par stikord til 1920erne er tætsiddende, fulddækkende hatte, kendt som klokkehatte. Disse fungerer godt sammen med frisurerne med de flade finger-curls, som var yderst populære i denne periode.

I 1930erne bliver hattens puld lidt mindre. Hatten får skygge, og flytter op på siden af hovedet, gerne frem og på sned. Hattene begynder for alvor at blive skulpturelle, men fortsat relativt små i de kølige måneder, og meget bredskyggede til forår og sommer.

1940ernes hattemode bliver naturligvis påvirket af verdenskrigen, og fra dens begyndelse ser vi mange hatte, der er mindre i størrelse, men mere praktiske. Dog er der også en masse skulpturelle hatte fra denne periode. Det er blandt andet fra slutningen af 30erne og hen over krigsårene, at de såkalde halo-hatte vinder indpas. Halo hatte er den slags hat, som vil kreere en glorie om dit hoved. Det er ikke givet at denne glorie skal være en bestemt størrelse, alt fra 3 cm til 20 cm over dit hoved har været set.

Slutningen af 1940erne er domineret af tidens nye mode: The New Look fra Dior. Her er det især de såkaldte tallerkenhatte (sourcer hats), der er kendt, men man ser også meget små hatte i dette årtid, og især kender vi nakkehatten fra denne tid. Altså den lille dekorative hat der sidder på dit baghovede, og ses bedst fra enten siden eller ryggen. Mange af 1950'ernes selskabshatte er netop disse.

Efter 1950erne er der masser af hatte mode at tage fat på i 1960'erne, det vil jeg fortælle mere om en anden gang.

Måske dette emne vil egne sig bedre til en video med nogle eksempler. Hvis det kunne være interessant, så lad os det endelig vide.